Befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansættelsessamtaler
(Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 17)
Befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansættelsessamtaler kan bevilges til ledige borgere bosat i Skive Kommune med tilknytning til Jobcenter Skive.
Betingelserne for befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansættelsessamtale er:
Samtalen vedrører et ordinært job eller fleksjob
Samtalen finder sted i Danmark
Samtalen finder sted på en adresse mere end 75 km. fra egen bopæl. Således vil den samlede kørsel tur/retur være minimum 150 km.
Der gives godtgørelse med udgangspunkt i statens laveste kilometertakst (kr. 1,12 pr. km. i 2025).
Praktiske oplysninger og øvrige betingelser:
Ansøgningsskema udleveres af din sagsbehandler
Ansøgningen afleveres hos Jobcenter Skive, Viborgvej 7B, 7800 Skive eller den sendes til følgende sikkermail: jobcenter@skivekommune.dk
Ansøgningen afleveres senest 14 kalenderdage efter ansættelsessamtalen
Dokumentation for ansættelsessamtalen vedlægges ansøgningen
Ved benyttelse af Storebæltsbroen eller færge ydes der alene befordringsgodtgørelse for kilometerafstanden
Ved bevilling indsættes godtgørelse på NemKonto. Ved afslag fremsendes afgørelse fra din sagsbehandler.
Befordringsgodtgørelsen er skattefri.
Befordringsgodtgørelse
(Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §175)
Når du deltager i beskæftigelsesrettede aktiviteter igangsat af Jobcenter Skive, kan du i flere tilfælde søge om befordringsgodtgørelse. Spørg din sagsbehandler, om det er en mulighed for dig.
Befordringsgodtgørelse kan bidrage til at dække transportudgifterne til/fra dit aktiveringssted, når det samlede antal kilometer til/fra dit aktiveringssted ligger ud over 24 kilometer om dagen.
I særlige tilfælde, hvor dine transportudgifter er en følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan befordringsgodtgørelsen også dække transportudgifter op til 24 kilometer om dagen.
Befordringsgodtgørelse er skattefrit.
Merudgiftsgodtgørelse
(Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §176)
Er du på uddannelseshjælp eller kontanthjælp og ikke omfattet af et program fra integrationsloven, eller er du selvforsørgende, under 18 år eller på ressourceforløbsydelse, kan du i forbindelse med deltagelse i virksomhedspraktik, nytteindsats eller vejledning og opkvalificering søge om merudgiftsgodtgørelse.
Merudgiftsgodtgørelse kan bidrage til at dække transportudgifterne til de første 24 kilometer om dagen.
Merudgiftsgodtgørelse er skattepligtig.
Deltager du i virksomhedspraktik, nytteindsats eller vejledning og opkvalificering én gang om ugen, kan du søge om at få godtgørelse for et beløb svarende til et 10-turskort.
Deltager du i virksomhedspraktik, nytteindsats eller vejledning og opkvalificering flere gange i ugen, kan du søge om at få godtgørelse for et beløb svarende til et kort med 2 zoner.
Merudgiftsgodtgørelse kan bevilges til transport over 5 kilometer om dagen. Der kan undtagelsesvis bevilges godtgørelse til transport under 5 kilometer om dagen, hvis du af helbredsmæssige årsager har et særligt behov i forhold til transport.
Merudgiftsgodtgørelse
(Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 176 a)
Når du er omfattet af arbejdspligten, kan du i flere tilfælde søge om hjælp til transportudgifter, som skyldes din deltagelse i de aktiviteter, der medfører, at du opfylder arbejdspligten. Spørg din sagsbehandler, om det er en mulighed for dig.
Befordringsgodtgørelse
(Lov om integration af udlændinge i Danmark § 23 f)
Er du omfattet af integrationsprogrammet, kan du i flere tilfælde søge om hjælp til transportudgifter, som skyldes din deltagelse i de dele af introduktionsprogrammet, som du har pligt til at deltage i. Spørg din sagsbehandler, om det er en mulighed for dig.