Her kan du læse om fritidstillægget hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn som har bopæl på din adresse.

Du kan få fritidstillæg, hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn som har bopæl på din adresse. Du kan højest få udbetalt fritidstillæg til 3 børn. Fritidstillægget skal hjælpe med udgifter til at deltage i fritidsaktiviteter, kulturtilbud, sociale skole- og institutionsarrangementer eller udstyr til uddannelse. Fritidstillægget er skattefrit og udgør 466 kr. pr. måned pr. barn i 2025. Hvis du har ret til tillæg som enlig forsørger, bliver fritidstillægget reduceret til en fjerdedel. I 2025 svarer det til 116,5 kr. pr. måned pr. barn. Fritidstillægget udbetales efter, at du har været på kontanthjælp i 3 måneder. Du skal dokumentere at minimum en tredjedel af det udbetalte beløb, er brugt til enten fritidsaktiviteter, kulturtilbud, sociale skole- og institutionsarrangementer eller udstyr til uddannelse. Du skal sende dokumentationen hver 3. måned, og første gang du skal sende dokumentation er efter du har fået udbetalt fritidstillægget i 3 måneder. Hvis du ikke sender dokumentation, vil udbetaling af fritidstillæg stoppe. Du kan få udbetalt fritidstillæg igen, hvis du sender dokumentation. Udbetalingen vil ske fra den efterfølgende måned, efter du har sendt dokumentationen til din kommune. På denne side vil du senere kunne læse om, hvordan du fremsender dokumentation på dine børns fritidsudgifter.