Beskæftigelse- samt opholdskrav for ret til uddannelses- og kontanthjælp
Beskæftigelse- samt opholdskrav for ret til uddannelses- og kontanthjælp
For at opnå ret til uddannelses- eller kontanthjælp, skal du have opholdt dig i Danmark i 9 ud af de seneste 10 år
Beskæftigelseskrav
Du skal have opholdt dig i Danmark i 9 ud af de seneste 10 år, for at opnå ret til uddannelses- eller kontanthjælp.
Herudover er retten til uddannelses- eller kontanthjælp også betinget af, at du har haft ordinær beskæftigelse i Danmark i en periode, som sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder (4.810 timer) inden for de seneste 10 år.
Hvis du har drevet selvstændig virksomhed, gælder der særlige regler for, hvordan vi beregner beskæftigelseskravet. Spørg på Ydelseskontoret for nærmere information. Du skal kun opfylde beskæftigelseskravet én gang, uanset om du løbende modtager uddannelses- eller kontanthjælp eller genansøger herom.
Hvad betyder reglerne for dig?
Hvis du er indrejst til Danmark for over 10 år siden, er du ikke omfattet af reglerne. Vær dog opmærksom på, at reglerne kan få betydning for dig, hvis du rejser ud af landet i mere end 12 sammenhængende måneder og herefter genindrejser og får brug for hjælp til din forsørgelse.
Hvis du er indrejst til Danmark for under 10 år siden og i dag modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp, er du ikke omfattet af reglerne og vil fortsætte med at modtage uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
Bemærk dog, hvis din uddannelseshjælp eller kontanthjælp i en periode på 2 hele kalendermåneder eller derover ophører, og du igen søger om hjælp, skal du opfylde både opholds- og beskæftigelseskravet for igen at opnå ret til enten uddannelseshjælp eller kontanthjælp frem for integrationsydelse.
Hvis du er indrejst til Danmark for under 10 år siden og i dag modtager integrationsydelse, er du omfattet af reglerne. Hvilket betyder at retten til uddannelseshjælp eller kontanthjælp vil blive betinget af, at du opfylder opholds- og beskæftigelseskravet.