Flere personer får konstateret ADHD, og det er vigtigt at forstå hvilke unikke kompetencer personer med ADHD kan bringe til arbejdspladsen, men også hvordan virksomhederne kan skabe et støttende arbejdsmiljø. Derfor inviterer CSR Skive d. 13. november 2024 egnens virksomheder i CSR Skive til en inspirerende eftermiddag i Skive Theater, hvor ADHD på arbejdspladsen er på dagsordenen.
Foredraget afholdes af den kendte radio- og tv-vært Felix Smith, der selv er diagnosticeret med ADHD, han får selskab af direktør for ADHD-foreningen Camilla Louise Ganzhorn.
En virksomhed som har fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø, er Salling Autogenbrug. De har formået at skabe et arbejdsfællesskab, hvor rummelighed og støtte til alle medarbejdere er en central del af virksomhedens kultur.
"På blot tre år er medarbejderstaben vokset fra 8 til 20 ansatte, og den brede medarbejderstab består af folk i forskellige typer af ansættelser, aldre og baggrunde," fortæller Lise Korsgaard, som er en del af ejerkredsen hos Salling Autogenbrug.
Et arbejdsmiljø med plads til alle
En del af at skabe et godt arbejdsmiljø for Salling Autogenbrug er muligheden for at tilpasse arbejdspladsen til medarbejdernes forskellige behov. Et særligt eksempel på dette er historien om Karsten Dalgaard, der er ansat som automekaniker ved Salling Autogenbrug, og som for nylig blev diagnosticeret med ADHD.
Karsten, der i dag er 36 år, har haft en svær skolegang. Han droppede ud af folkeskolen i 8.klasse, men uddannede sig senere til automekaniker, og han har gennem sit voksenliv fungeret rigtig godt. Karsten har blandt andet haft stor glæde af fysisk træning, som har hjulpet ham med at fungere godt i sin hverdag. Men for et par år siden vendte det, og Karstens hverdag fungerede ikke længere særlig godt. Dette skyldes en kombination af flere faktorer, herunder mindre fysisk træning, at hans hund blev syg, og at han købte en landejendom, som krævede en masse arbejde.
I processen mod at tage det første skridt mod en udredning for ADHD og under selve udredningsforløbet har Karsten oplevet en stor støtte fra sin leder og kollegaer. Han har oplevet, hvordan en støttende arbejdskultur kan gøre en verden til forskel,
"Hvis ikke Lise havde hjulpet mig, var jeg ikke kommet afsted til psykolog," fortæller Karsten.
Efter udredningen og åbenheden om hans ADHD, har Karsten det i dag bedre, og han er for nylig opstartet i medicinsk behandling.
En af styrkerne ved ADHD, som både Lise og Karsten bemærker, er, at Karsten er meget arbejdsom, og han har en evne til at arbejde intensivt og dedikeret i timevis, når han er i sit flow. Her kan han fokusere fuldstændigt og udsætte andre behov. Udfordringen kan dog opstå, når der er for få opgaver, eller hvis der ikke er en klar retning, så kan det være svært for ham at holde arbejdsrytmen. Heldigvis har Karsten en støtte fra arbejdspladsen, som har tilpasset hans arbejdsopgaver fx ved at reducere hans arbejdstid ved computeren, så kan der i stedet fokuseres på de opgaver, der fungerer bedst for ham.
Positiv indvirkning på hele virksomheden
Salling Autogenbrug har også oplevet, at Karstens forløb har haft en positiv indvirkning på hele virksomheden, hvor Karstens åbenhed har været med til at skabe en kultur, hvor alle er blevet mere åbne over for hinanden, og hvor man tør tale om sine udfordringer. Og netop det skaber en bedre arbejdsplads.
"Vi har lært meget af at arbejde med medarbejdere som Karsten. Det kræver, at vi som ledere er villige til at investere tid og ressourcer i at forstå deres behov, men det er en investering, der betaler sig tilbage mange gange," fortæller Lise.
Lise understreger, at ADHD ikke er en sygdom, men et livsvilkår, og det er vigtigt at have en arbejdsplads, hvor der er plads til alle typer af mennesker.
ADHD på arbejdspladsen d. 13. november 2024
CSR Skive har valgt at sætte fokus på ADHD på arbejdspladsen, og arrangementet vil give virksomhederne mulighed for at blive klogere på ADHD og hvordan de kan være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø for medarbejdere med ADHD.
Foredraget vil foregå som en dialog mellem Felix Smith og Camilla Louise Ganzhorn, hvor de interviewer hinanden og deler deres erfaringer og perspektiver på ADHD på arbejdspladsen.Arrangementet er gratis for alle CSR Skive-virksomheder.
Tilmelding til foredraget "Eftermiddag med Felix Smith - ADHD på arbejdspladsen"
Dato: 13. november 2024, kl. 16.00-18.00 Sted: Skive Theater, Theaterpladsen 10, 7800 Skive
Fakta om CSR Skive
CSR Skive er et gratis og uforpligtende partnerskab for Skiveegnens virksomheder, hvor virksomhederne og Skive Jobcenter sammen sætter fokus på socialt ansvar og giver en håndsrækning til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Pr. 29.10.2024 var 99 virksomheder medlem af partnerskabet.