CSRpeople er CSR Skives CSR-mærke. Mærket tildeles lokale virksomheder, der viser et særligt socialt ansvar, og som sammen med Skive Kommune og Jobcenter Skive
- giver en håndsrækning til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet
- arbejder med fastholdelse af medarbejdere og forebyggelse af sygefravær
Hvad kan CSRpeople-mærket bruges til?
Udover at hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og skabe værdi for det enkelte menneske, så har socialt ansvar også en god brandingværdi overfor kunder, samarbejdspartnere og ved tiltrækning af nye fremtidige medarbejdere.
CSRpeople-mærket viser, at I
- arbejder aktivt med socialt ansvar
- sætter socialt ansvar på dagsordenen
- skaber en positiv opmærksomhed omkring jeres egen og andre virksomheders indsats
- er med til at inspirere andre til at tage socialt ansvar
Sæt fokus på socialt ansvar - Vis det med CSRpeople-mærket
Hvis din virksomhed bliver tildelt CSRpeople-mærket, opfordrer vi jer til at bruge det aktivt ved at
- klistre CSRpeople-mærket på døren, så kunder, leverandører, medarbejdere og andre besøgende tydeligt kan se, at I er en socialt ansvarlig virksomhed
- lægge CSRpeople-mærket på jeres hjemmeside med en lille forklarende beskrivelse
- fortælle om denne anerkendelse i jeres netværk og på sociale medier
Hvad kræves der for at få CSRpeople-mærket?
Ansøgninger til CSRpeople-mærket bliver vurderet på baggrund af din virksomheds indsats i forhold til at
- give en håndsrækning til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet
- arbejde med fastholdelse af medarbejdere og forebyggelse af sygefravær
I ansøgningen skal I beskrive indsatsen fx:
- hvad har I konkret gjort?
- hvilke udfordringer har I oplevet?
- hvilken effekt har I oplevet?
Beskrivelserne er også nødvendige for, at vi kan videreformidle de gode eksempler til andre virksomheder. På den måde lærer vi af hinanden. Jo bedre og flere konkrete eksempler I beskriver, jo bedre er jeres chance for at få mærket.
Krav til ansøgere om mærket CSRpeople 2023
Udover at beskrive hvordan din virksomhed tager socialt ansvar, skal I som minimum arbejde med 2 af nedenstående 3 kriterier/indsatsområder for at kunne modtage mærket CSRpeople 2023:
Kriterie 1 - Personer på kanten af arbejdsmarkedet
Personer på kanten af arbejdsmarkedet har ofte andre udfordringer end ledighed. Det kan være mennesker med sociale, fysiske eller psykiske udfordringer, som har brug for ekstra støtte i en ansættelse. Ikke desto mindre ligger her mange ressourcer og et kæmpe uudnyttet rekrutteringspotentiale, når man finder de rigtige rammer for ansættelsen.
Kriterie 2 - Forebyggelse og fastholdelse af ALLE medarbejdere
En længerevarende sygemelding kan både have store sociale og økonomiske konsekvenser for den enkelte borger, for arbejdspladsen, for kollegaer og for samfundet. Derfor er det vigtigt at arbejde for ALLE medarbejderes trivsel - både for at forebygge sygefravær og for at fastholde sygemeldte medarbejdere.
Kriterie 3 - Unge mellem 13 og 29 år
Der er unge i Skive Kommune, som har brug for en ekstra håndsrækning for at få retning for fremtiden. Job og kendskab til arbejdsmarkedet kan være den nødvendige trædesten, som hjælper den unge mod job eller uddannelse.
Hvordan søger jeg om CSRpeople-mærket?
Du ansøger om CSRpeople-mærket via et ansøgningsskema, hvor du skal beskrive jeres indsats indenfor de kriterier, der er nævnt i ansøgningsskemaet.
Du kan læse om kriterierne under emnet Hvad kræves der for at få CSRpeople-mærket.
Når vi åbner for ansøgninger i efteråret 2023, vil du kunne finde link til ansøgningsskemaet under emnet "Ansøg om CSRpeople-mærket".
Hvornår kan der ansøges om næste CSRpeople-mærke?
Søgeperiode
Din virksomhed kan søge om mærket CSRpeople 2023 i efteråret 2023. Der er derfor lukket for ansøgninger i øjeblikket.
Vurdering af ansøgninger
Ansøgninger om CSRpeople-mærket vurderes på baggrund af din virksomheds beskrivelser af jeres arbejde med socialt ansvar:
- Hvad har I konkret gjort?
- Hvilke udfordringer har I oplevet?
- Hvilken effekt har I haft?
CSR Skive Advisory Board og Skive Kommunes Arbejdsmarkedsforvaltning vurderer ansøgninger om CSRpeople-mærket.
Uddeling
Alle modtagere af CSRpeople-mærket får direkte besked og modtager et diplom, klistermærke til døren og CSRpeople 2023-logo fx til hjemmeside og mailsignatur.
Forbered dig hele året
Det er en god ide at forberede sig på udfyldelse af ansøgningsskemaet hele året. Kriterierne for at få CSRpeople-mærket gælder nemlig fra november i det forgangne år og indtil, der bliver åbnet for ansøgninger i indeværende år.
Beskrivelser af konkrete indsatser vægtes højt, når vi vurderer ansøgningerne. Vi anbefaler derfor, at I løbende/i løbet af året noterer, hvordan I tager socialt ansvar.
Hvem kan ansøge om CSRpeople-mærket?
Alle virksomheder, der tager et særligt ansvar
- for personer på kanten af arbejdsmarkedet
- for forebyggelse af sygefravær blandt egne medarbejdere
- for unge, der har brug for en håndsrækning for at finde retning
kan søge om at få CSRpeople-mærket. Derudover er det et krav, at virksomhederne arbejder aktivt med mindst to af de tre kriterier, der er opstillet af CSR Skive.
Virksomhederne skal selv søge om mærket.
De virksomheder, der har modtaget CSRpeople-mærket ét år, skal selv søge igen de efterfølgende år. Kriterierne for at få mærket kan ændre sig, og mærket er kun gældende ét år ad gangen.