Når din indberetning på din sygemelding er modtaget i kommunen, får du et oplysningsskema, som skal udfyldes og sendes retur til kommunen, inden 8 dage.

Hvis du på oplysningsskemaet har skrevet, at du forventer at være fuldt raskmeldt indenfor 8 uger regnet fra din første sygedag, vil der som udgangspunkt ikke blive foretaget yderligere fra vores side i din sag. Det gælder dog, at hvis du er sygemeldt fra ledighed og modtager arbejdsløshedsdagpenge fra en A-kasse og evt. deltager i aktiviteter via Jobcenteret, vil du kunne fortsætte i disse aktiviteter, såfremt det er muligt på trods af din sygdom. Hvis du på oplysningsskemaet har skrevet, du ikke forventer at være fuld raskmeldt indenfor 8 uger regnet fra din første sygedag, vil vi kontakte dig og aftale det videre forløb. Vi vurderer, om der skal indhentes lægelige oplysninger fra f.eks. din egen læge eller et sygehus. De lægelige oplysninger skal bruges til at vurdere, om din sygdom gør dig uarbejdsdygtig, eller om du måske godt kan udføre noget arbejde. De fleste sygemeldte vil blive indkaldt til et informationsmøde sammen med andre sygemeldte, hvor der vil blive orienteret om muligheder og pligter under perioden med udbetaling af sygedagpenge. Umiddelbart efter informationsmødet kommer du til den første samtale med en sagsbehandler.